Og nu tænkte han paa at kjøbe en Jordlap
af Truls og sætte op en Stue der; —
etpar Skillinger havde han altid lagt sig
tilgode — ialfald saameget, at han klarede sig
med Sparsomhed den Tid, han havde igjen.
Men naar Stuen var færdig, fik Majoren komme og besøge ham; — i Byen var det ei værd at træffes. Nu var han ikkun Truls Olsens Dreng og vilde intet andet være og derfor heller ikke møde Majoren derinde for at slippe at begloes af alskens Pak og Gesindel. Desuden havde den vonde Fod slaaet sig vrang i det sidste, saa det nok kom til at vare længe, før han agede denne Vei paany.
Mere var der ikke at faa udaf Villum; snart maatte Majoren stige af; for Veien, som hidindtil kunde været klein nok, tabte sig nu ganske udover en sid Myr, hvor det kun var saavidt, Krikken kunde balancere sig frem og den tomme Kjærre saavidt kunde sjangle sig fra Tue til Tue, naar Villum vassede ved Siden og støttede godt under. —
Majoren blev staaende og se efter ham. Ak, hvor vantreven og fattigslig han saa ud,
