Møgkjærren, uagtet baade han og Villum fandt det ganske uanstændigt for hans Uniform at age paa det skjændige Kjøretøi.
„Men der kommer ingen Kjendte denne Vei!“ trøstede Majoren. „Og hvis der kommer nogen, saa kan de probere! De kan probere at amusere sig over os — haha! hvor jeg da gad se deres Rygstykker imorgen!“ —
— Havde Majoren tusinde Ting at spørge om, saa havde Villum til Gjengjæld saare lidet at berette. At han var Gaardsdreng hos Truls Olsen Dugene, var rigtigt nok; og han ligte sig godt som Bonde. Det var jo det, at han tilslut havde faaet et stygt Sabelhug, som havde gjort ham ubrugelig som Soldat. Og da var det saa rimeligt, at han blev Bonde igjen som hans Folk havde været før ham. Han havde prøvet baade det ene og det andet, før han havnede hos Truls Olsen Dugene. Men her kom han nok til at blive. — Der var mangt og meget at tage sig til derude, — fin Jagt var der i Skauen, og i Vandene var der tykt af Fisk, aaja saamæn! Fornøielser havde han da derude.
