til den lyse Morgen, hvis jeg skulde fortælle alle de vældige Historier, som berettedes om Hr. Villum. For Exempel om hans berømte Ridt i Slaget ved — ja, hvad Pokker var det nu, det hed? Ak, alle de Navne, man hører saadan en Aften, naar man sidder sammen og beretter Historier. Selv er man naturligvis lidt fuld og har sin store Møie med at holde fast i selve Geschichten, om man ikke ovenikjøbet skal hænge sig i de fordømte Navne.“
„Thut nix,“ sagde Majoren. „Kom! kun med Historierne, saa giver jeg Fanden i de ditmarkiske Navne.“
Feltskjæren tømte sit Glas tilbunds, — fornøiet over ligefrem at blive opfordret til at fortælle; det hændte isandhed ikke hver Dag. Og nu begyndte han at brede sig omstændeligt om Hr. Villums Meritter, og der var mangfoldige af dem. Dengang Feltskjæren havde truffet ham, kommanderede han et Korps Dragoner — noget fordømt Rak, som hverken frygted Gud eller Fanden. De allerfleste af dem skulde egentlig have dinglet i Galgen baade en og to Gange, og der var
