Side:Krag - Krøniken om hr Villum.djvu/223

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
219

ingen, som kunde faa Skik paa dem uden Hr. Villum; thi han var netop en Mand efter deres Sind.

Han var den første i Bataljen og den dristigste i Haandgemæng — hans Røst var som en Torden, saa hans Banditter lystrede den villigt. De skalv af Begeistring, naar han kommanderede Stormridt med den famøse Røst, og med ham i Spidsen gik de til Helvede med den største Fornøielse.

Dertilmed var han den første ved Drikkebordet, den sidste iseng og den første i Sadlen næste Dag.

„Stimmt!“ brummede Majoren, „det er ham! Nu er jeg aldeles sikker.“

Men hvor dumdristig han end fór frem; Døden vilde ikke røre ham.

Gang paa Gang red han mutters alene mod Fiendens tætteste Skare, aa! det var det blanke Vanvid! men altid kom han fra det med Livet. Ganske vist havde han tilsidst Saar og Skrammer over hele sin Kjæmpekrop; — men den store Blessure, den som skulde gjøre det helt af med ham, den rammede ham aldrig.