„Sagde han Jer nogensinde, at han var
her fra Stedet,“ spurgte Majoren, da den
snakkesalige Feltskjær begyndte at forvilde
sig i sin haabløse jagt efter de lange Viser.
„Her fra Stedet? Haha; tilgiv at jeg ler; men Jert Spørgsmaal lød saa løierligt, naar man tænker paa, at det er Hr. Villum, I spørger efter. — Thi ingen kunde blive klog paa, hvor han skrev sig fra. Selv sagde han, at han var født udi Mesopotamien, eller at han var falden ned fra den Komet, som fornylig passerede, eller noget andet løierligt Sniksnak. — Nei ingen fik vide, hvorfra han var kommen, nei der var altid noget gedulgt over ham og hans Liv. Som dengang jeg saa ham sidst, da vidste heller ingen sikkert, hvor han gik hen. Han nævnede noget om Rusland, han talede ogsaa om Frankrig — begge Steder var der Kampagne, og andet gik Hr. Villum ikke efter!“
„Det kan ikke være andre end ham,“ mumlede Majoren. „Gud, hvor det ligner den Fandens Dreng. Fortæl I trøstig videre. saa sørger jeg for en ny Flaske.“
„Fortælle, Hr. Major! Jeg kunde sidde
