som ustanselig berettede Historier uden Kraft og Applomb, og det ligte Majoren afgjort ikke. —
En Aften Majoren sad paa Værtshus ved sit Krus, kom denne Person hen til ham. Lidt fuld var han — Feltskjæren — men slet ikke saa meget som han pleiede at være paa denne Døgnets Tid.
Han begyndte som sædvanligt at berette en af sine dumme Historier, men Majoren hørte ikke efter og skulde netop til at gaa, da Feltskjæren prikkede ham paa Armen og sagde: „Det er sandt! Det er sandt! Jeg har ofte hørt Majorens Navn nævne; jeg har saamæn ofte hørt det nævne; men jeg erindrer ikke — jeg erindrer virkelig ikke, hvor det var!“
„Ikke jeg heller,“ svarede Majoren barskt.
„Vent lidt, vent lidt,“ vimsede Feltskjæren og lagde Fingeren eftertænksomt paa den ene Side af Næsen, hvor der var en ganske liden Vorte, han ustanselig pillede paa, naar der var noget paafærde. „Var det ikke i Ditmarsken? Gud ved, om det ikke var i Ditmarsken; men der er saamange grinagtige Navne dernede og dem kan ingen Djævel
