erindre. — Har Hr. Majoren været i Ditmarsken?“
„Selvforstaaeligt,“ svarede v. Knarren og pustede Røgen fra sin Kridtpibe op i den taabelige Feltskjærs Øine.
Men det hjalp ikke; den geskjæftige Fyr hostede bare lidt og sludrede saa Videre. „Jo det var i Ditmarsken! Nu har jeg ham! Det var den høie Herre med det store Skjæg. Nu har jeg ham! Nu har jeg ham strax!“
„Hold godt fast paa ham, saa han ikke undslipper Jer,“ sagde Majoren og vilde gaa.
„Der hørte jeg Hr. Majorens Navn,“ fortsatte Feltskjæren uden at anfægtes. „Det var det, jeg vidste jeg havde ham.“
Majoren stansede — „Førte den Herre mit Navn?“
„Oh nei, hvor kan Hr. Majoren tro! Nei det var ikkun hans Sabel! Det var en djævelsk Sabel — oh! et Sværd! Et Sværd! Og det kaldte han immer: Mein Freund v. Knarren!“
„Hvad er det, I fortæller? Fordristede den Herre sig til at kalde en Sabel, en almindelig Sabel, siger I —“
