Beggeto var de borte, Vorherre ved hvor!
Og Majoren savnede dem mangen god Kvæld
i disse Stuer, hvor de tre engang havde siddet
saa lystig tilsammen og havt en mandig
Passiar til en god Pibe og et høit Glas Øl.
Det var de Fandens Fruentimmer, som havde gjort det af med dem begge. Nu var der gaaet Aar, siden han havde hørt fra dem.
Ak ja, det var Skade! Det havde været slige tapre Drenge beggeto. Men Gud ved — kanske de nu var døde for alt det han vidste —
— Derfor kunde det virkelig undertiden passere, at Majoren havde sine triste Stunder, naar han sad i de store Stuer og drak sit Øl alene og tænkte paa de smaa Drenge, det var gaaet saa forbandet ilde. —
— — Men efterat Majoren havde boet etpar Aar i sin gamle By, hændte det, at der kom en Feltskjær forbi, som havde reist baade langt og længe og skrød meget af alt, han havde seet og oplevet.
Major v. Knarren kunde ikke fordrage denne Feltskjær. Det var efter hans Formening en taabelig, snakkesalig og løgnagtig Person,
