Og tyk og sund og hjertensfornøiet holdt
han et festligt Indtog i sin gamle By og i
sit gamle Hus som Hr. premier Major Ulrich
Friederich Schousboe von Knarren. —
— Men det kunde ikke nægtes: Byen var ikke den samme som før. At Obersten endelig havde faaet sit brændende Ønske opfyldt og var kommet til Kjøbenhavn, — det var visselig Majoren ingenlunde imod. — —
Og om Oberstens Datter Emerentze hørte han kun, at hun var idel Lykke. De faa Mennesker i Byen, Obersten korresponderede med, var meget ivrige efter at forsikre om, hvor herligt alting var med Baronessen.
„Det tænkte jeg mig nok,“ brummede Majoren ved sig selv. „Hun har immer været et Skabberak.“
— — Undertiden hændte det virkelig, at Majoren havde sine triste Stunder, — ikke paa Grund af sig selv! Aa nei, Majoren havde alletider havt Grund til at være himmelfornøiet med sig selv — baade hvad Sjælen og især hvad hans herlige Legeme anbelanger.
Nei, men det var de arme Drenge, Bassen Brause og Villum.
