Leilighed at fornærme hende ved Tilraab og alskens Tumult, saa hun selv og alle hendes Gjæster strax er dragne afsted for at fly det Land, hvor en Officer kan nedværdige sig til denne Gemenhed.
Jeg siger: En Person, som gjør sig skyldig ien saadan Adfærd, han har ei alene vanæret den Uniform, han bærer, — nei! han har ogsaa vanæret sin egen Karakter saa dybt som noget Menneske nogensinde har gjort. Vel ved jeg, at hans egen Fader før ham vandrede den samme Skjsendselens Vei og at han virkelig naaede sin Hensigt og røvede en fornem Dames Ære og hendes Livs Lykke. Men skulde hin Skjændselens Vei være saa fristende efterfølgelsesværdig, skulde han — —“
„Hr. Oberst,“ hviskede Villum; han var blevet ligbleg. Sabelen skalv i hans Haand. „Jeg heder Eder, Hr. Oberst, lad det nu være nok!“
„Han skal holde hans Mund, naar hans Oberst taler. Nei, visselig, det er endnu ikke nok, det skal han snart faa erfare — —“
„Jeg vil ikke høre mere,“ stammede Villum
