Medynk som den Officer, der er saa lastefuld, at han forglemmer, hvad han til enhver Tid skylder hans egen Stand og Fane.
Det er dét, han har gjort. I lange Tider har han aabenlyst hengivet sig til allehaande gemene Laster; han har været en Drukkenboldt og en Svirebroder, han har havt Omgjængelse med løse Kvinder, — han har endog ikke skyet Slagsmaal og Tumulter, som er rygtedes udover den ganske By og har vakt Forargelse hos alle rettænkende Borgere.
Og dog —; alt dette er ikkun Lapperi mod hans Største Forbrydelse, — thi det er hans Frækhed. Lad ham holde sig til hans egne Tøiter; det er et Kompagni, som kan være ham værdigt.
Men lad ham agte vel paa hans Øine og ikke løfte dem til en af vore Damer. Dog — end ikke denne Ærbødighed er ham beskaaren; frækt søger han at drage en fornem Dame ned i det Dynd, hvor han selv ligger, og da hans skjændige Forehavende forhindres, viger han ikke tilbage for at tage Hevn ved at ville tilføie hende Skam og Ulykke, — ja han bryder ind i hendes Bryllupsfest for endog ved denne
