Side:Krag - Krøniken om hr Villum.djvu/211

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
207

hæst. „Jeg forbyder Eder en saadan Omtale af min ulykkelige Fader —“

„Hans ulykkelige Fader!“ skreg Obersten, som nu var ganske ude af sig selv af Raseri. „En Slyngel var han! Og han selv er en Slyngels Søn og derfor selv en tifold Slyngel.“

„Ved Gud! nu skal I staa mig til Ansvar. Se her.“ Villum kastede Sabelen klirrende henover Gulvet. „Her staar jeg foran Jer ikke længere som Officer, men som Mand mod Mand. Hører I! Jeg kræver Jer til Ansvar! Vælg Jert Vaaben og bed Jer Aftenbøn! En af os to skal ikke se Solen staa op imorgen!“

„Hr. Capitaine! Bring den Karnalje til Proforssen og lad ham faa tyve Slag Stokkeprygl, før I sætter ham i Hullet.“

Men idetsamme gik Villum imod Obersten, — han veg tilbage og trak lynsnart sin Kaarde; men før han fik brugt den, havde Villum vristet Kaarden af Haanden, knækket den over sit Knæ og kastet Stumperne for hans Fødder.

„Vil I nu slaas, Hr. v. Egekrantz?“ sagde han.

Da Obersten intet svarede, gik Villum langsomt henimod Døren, men før han aabnede