Livet, var ogsaa hærdede tværs igjennem og blev Krigere i Sind og Skind.
Villum vænnede sig snart til Strabadserne og Straffene; men det, der plagede ham mere end alt andet, var de stadige Fomærmelser han var udsat for fra Kameraternes Side. De allerfleste af dem var jo Sønner af Embedsmænd, især Offieerer og Prester, som ansaa sig selv som en privilegeret Stand og betragtede denne Villum som en Plebeier, der havde fordristet sig til at vove sig ind paa Enemærker, hvor han ikke havde noget at gjøre. De kaldte ham høit og tydeligt Bondedrengen, og ved enhver Leilighed pinte de ham med dette Øgenavn og ved stadige Hentydninger til hans ringe Oprindelse.
Stakkars lille Villum — han græd i Begyndelsen mange og bitre Taarer over disse Forsmædelser. Han følte sig meget ensom og forsagt — helst havde han villet rende fra det hele og komme hjem igjen, hvor han var vant til at hædres som Vesterhusgubbens eneste Søn.
Men en vakker Dag tog Sinnet ham;
