Lieutenant Villum læste det lille Brev
mange Gange, — hvor han elskede denne
spæde, ængstelige Kvindeskrift, disse fortumlede
Bogstaver, som i Hast var rablede ned af
hendes skælvende Haand. Han kyssede
Papiret; — der steg en ganske svag Duft af
Roser op fra det, — den samme Duft, som
havde daaret ham hin Aften, han fandt
hendes Slør i Furuen ved Dyreskar.
— Men da han forsøgte at udtyde Emerentzes Brev, da kom han ingen Vei. Igaar havde han fundet alt saa ligetil; det hele var bare at gaa til Obersten og anholde om hans Datters Haand — efter alle Kunstens Regler. For denne Barnekjæreste, hun havde talt om, maatte man da kunne blive enig med; — det gik da ved Gud ikke an at lade to voxne Menneskers Skjæbne bestemmes af de rene Barnagtigheder!
— Ja, slig havde det hele staaet for hans enfoldige Sind igaaraftes; men nu forstod han, at det var langt mere indviklet, end han havde anet.
Hvorfor skulde hun ellers have saa meget imod, at han skulde træffe hendes Fader? Og
