Side:Krag - Krøniken om hr Villum.djvu/154

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
150

mig, at den Dreng, han kunde lettelig gaa til Helvede, hvis Livet blev ham altfor skjævt. Derfor er det saa godt at se ham slig som nu.“ — Capitainens Stemme blev tyk av Rørelse, og sandelig kom der ikke ogsaa i Aften en Taare i hans store Øie. „Gud velsigne ham det lille Skidt,“ sagde han og tørrede Øiet med Bagsiden af sin svære Næve. — —

*

— — Tidlig næste Morgen kom Oberstens Ordonnans med et Brev:

„Villum!

Papa ved alt! Du maa ei probere paa at faa ham i Tale. Jeg beder Dig herom; thi det hjælper til Intet, om Du taler ham ved; — jeg bliver ikkun end mer ulykkelig end jeg allerede er. — Om mig selv ved jeg slet intet andet, end at jeg elsker Dig. Men mine Kræfter er helt forbi; ak, hvordan skal dog Livet blive! Glem mig, Villum; ak nei, glem mig ej! Og viid, at til Døden er jeg Diin, hvad Livet saa end maatte bringe.

I Evighed.
Din
E.“