mig, at den Dreng, han kunde lettelig gaa til Helvede, hvis Livet blev ham altfor skjævt. Derfor er det saa godt at se ham slig som nu.“ — Capitainens Stemme blev tyk av Rørelse, og sandelig kom der ikke ogsaa i Aften en Taare i hans store Øie. „Gud velsigne ham det lille Skidt,“ sagde han og tørrede Øiet med Bagsiden af sin svære Næve. — —
— — Tidlig næste Morgen kom Oberstens Ordonnans med et Brev:
- „Villum!
Papa ved alt! Du maa ei probere paa at faa ham i Tale. Jeg beder Dig herom; thi det hjælper til Intet, om Du taler ham ved; — jeg bliver ikkun end mer ulykkelig end jeg allerede er. — Om mig selv ved jeg slet intet andet, end at jeg elsker Dig. Men mine Kræfter er helt forbi; ak, hvordan skal dog Livet blive! Glem mig, Villum; ak nei, glem mig ej! Og viid, at til Døden er jeg Diin, hvad Livet saa end maatte bringe.
- I Evighed.
- Din
- E.“