som pludselig var foregaaet med Lieutenant Villum. Her havde han gaaet i ugevis mørk og truende som en Ulykke og stum som en Stokfisk — og ikvæld var han pludselig gaaet ganske fra Forstanden af Kaadhed og Lystighed.
Ei, ei, de skjønte nok, hvad det var, — de skjønte det nok. Capitainen plirede flere Gange med det ene øie til Bassen Brause. — han saa svinepolisk ud, ei, ei! Capitainen forstod det nok! Han forstod det nok! Nu havde den Satans Dreng gaaet hen og forlovet sig.
Ei, ei, kom ikke her!
Men de snakked ikke til ham om det; nei, de var diskrete! Oh, der maatte ikke saa meget som antydes noget; for det Skams Bæst var saa delikat, naar han var forlibt, — han maatte ikke røres!
— Da Solen var staaet op, gik Lieutenanten og lagde sig. De to andre blev endnu siddende en Stund; — „akja,“ sagde Capitainen, „det var godt at se ham nu. Han kan trænge megen Godhed, Villum; han har Arten i sig baade til dette og til hint. Jeg har ofte tænkt
