Denne siden er korrekturlest
Lieutenant Villum von Westerhuus stansede braatt; — hvad ialverden var dét?
Pinsekvældens lyse, rare Skumring koglede alt saa forunderlig til; — der bugtede Stien sig grøn og græsgrodd mellem det mørke Ragg af Lyng og Brisk og Porsetuer. Længere borte forsvandt den bag et lavt Orekjær, som duvede omkring en sur og svart Vassdabbe, men gløttede saa frem igjen ganske lysegrøn oppaa Lyngbakken og smat ud gjennem to kneisende Briskebusker, som stod og garderede den, ranke som Soldater, og en paa hver Side.
Mellem disse to Briskebusker var der noget besynderligt, som noget pludselig havde flaggret forbi og skinnet.
Lieutenant Villum blev staaende en lang
