Stund og stirre paa Briskebuskerne; men det rare Blaf vendte ikke tilbage. Saa fort var det kommet og gaaet, at han umulig kunde gjøre sig rede for, om det havde havt nogen bestemt Skikkelse; — men ikke var det Fugleving og ikke var det Dyreryg, saa meget kunde han sige.
Naaja — han gik videre, kom til Briskebuskerne; — der var der naturligvis ingenting at se.
Nei, nei —; begribeligvis var der ikke det. Og intet var det at gruble paa heller. — Mangt og meget var der jo støtt at se og at høre i Skau og Ødemark, helst for den, som gaar alene slig Kvæld som ikvæld, naar der er stilt og tusmørkt.
Ellers pleiede ikke sligt at anfægte ham noget videre; men saa rart det var, havde dette pludselige Støkk væltet noget bestemt frem i hans Tanker, noget, som han ikke kunde værge sig mod, men som tog ham ganske i sin Vold.
Slig stille Vaardis som den ikvæld, tænkte Lieutenant Villum, slig var det, vi hjemme paa Gaarden kaldte „Salig Fruens Velkomst“. Og i slige Aftener sagde Folk hjemme, da
