tager jeg Din Haand, og saa skal jeg betro Dig, at jeg længe har anet, hvad det er som plager Dig saa slemt, men at jeg nu vil hjælpe min lille Pige ved selv at omtale det, der falder Dig saa svært at faa sagt, fordi Du ved, det til en vis Grad vil være Din kjære Fader en Sorg og en Skuffelse. Jeg kan kun høiagte Din Taushed, min bedste Emerentze. Jeg er stolt over den, fordi den ikkun viser mig, hvor stor din Kjærlighed til mig er, og hvor Du nødig vil skuffe mig i, hvad jeg havde haabet skulde blive til Gode baade for Dig og for mig.“
Emerentze var bleven ganske ligbleg, medens Obersten talte. Hendes Hænder begyndte at skjælve saa Obersten lukkede dem kjærligt inde mellem begge sine.
„Min Gud, hvad er det, Du ved! Hvordan har Du dog. — Hvem har — —“ Hun stammede tonløst, hun var som en eneste Angst; — men saa brast hun med et sammen i Graad ved hans Bryst og raabte: „Aa hjælp mig! Aa kjære, kjære Papa, hjælp mig!“
„Men Herre du gode Gud, min bedste Emerentze! Hvordan er det dog, Du tager paa
