og jeg ved, hvad der volder Dig Bekymring.“
Hun vendte sig angst. — „Hvad er det, Du ved?“
„Ak, min søde lille Emerentze! Tror Du ikke jeg forstaar? Tror Du, jeg er blevet saa gammel, at jeg ganske har forglemt, hvordan det er at være ung? — Her ser Du mig gaa hver Dag og ældes paa dette afskyelige Sted; men tror Du derfor, at det er saa længe siden ogsaa mit Blod kaldte paa den Glæde, som det er Ungdommens hellige Forret at eie! Ak, mit Barn, hvor Du kjender mig daarligt og hvor Du tror mig ilde.“
Emerentze kom langsomt nærmere, — hun stirrede paa ham i Skræk. Hun lænede sig frem som for at se nærmere paa ham, som for at udgranske hvad ialverden hans Mening var.
„Hvad er det, Du siger til mig? Hvad er det Du ved? Min Gud, jeg forstaar ikke hvad Du mener!“
„Saa saa, lille Ven,“ sagde Obersten og lo saa smaat. Sæt Dig her hos mig, saa snakker vi saa meget bedre. Se saa, ja. Nu
