Side:Krag - Krøniken om hr Villum.djvu/117

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
113

Vei! Dette er jo, som der var hændt en stor Ulykke. Og det er der dog ikke. Hehe! Du skal nok se, Din gamle kloge Fader skal nok gjøre alt godt for hans egen lille Pige. Hører Du! Reis Dig op nu, saa taler vi fornuftigt sammen.“

„Nei, nei, Papa,“ hulked hun med Ansigtet skjult mod hans Bryst. „Lad mig faa ligge slig. Og tal til mig. Aa, Du er saa god mod mig, Papa. Tal til mig, men Du maa ikke skjænde. Lov mig Du ikke vil skjænde. Og lad mig ligge slig, mens Du taler til mig.“

„Nuvel, som Du vil, Emerentze,“ sagde Obersten, og nu begyndte han at tale til sin Datter saa mildt, saa mildt, og han strøg hende over Haaret, medens han talte.

„Dengang jeg bad Dig om at følge mig herop,“ begyndte han, „vidste jeg meget vel, at det var en stor Opofrelse af Dig at bryde med alle Dine Vaner og at forlade alle Dine kjære Venner og Bekjendte, som Du havde saa stor Hengivenhed for. Jeg vidste jo, at naar Du kom herop, vilde der i Virkeligheden ikke være noget Selskab, Du kunde slutte Dig til eller nogen Adspredelse, som kunde fornøie