Datter, hvordan hun havde moret sig, kunde hun med Sandhed svare: „Oh, charmant, Papa! Jeg har virkelig aldrig i mit Liv havt slig en Aften — slig en bedaarende Aften! Nei aldrig i hele mit Liv!“
— Men næste Dag, da hun slog Øinene op, stod dette alvorlige Ansigt atter for hende. Hun stod op, klædte sig paa, — hun forsøgte at tage Vare paa sine smaa huslige Gjøremaal. —
Men det var, som de hede fortærende Øine endnu altid forfulgte hende. Det var som de stadig svøbte hende tæt ind i en Kaabe af grænseløs Tilbedelse. —
Hun forsøgte at ryste det af sig; — det var virkelig saa uvant, — ikke egentlig ubehageligt heller, — men bare saa uvant. — Dette at hun ikke kunde blive kvit Tanken paa Lieutenant Villum, dette at han med ét var tilstede i hendes Sind, tiltrods for, at hun lige iforveien havde foresat sig, at nu vilde hun ikke tænke mere paa ham idag, — det passede hende ikke. Hun som altid havde hersket saa suverænt over sine Stemninger med sin sunde Forstand og sin kjølige
