før. — Og sligt Bifald havde hun aldrig hørt, som da de sluttede i den roligt døende Harmoni! —
De havde ogsaa danset sammen. — En ganske almindelig Menuet havde det været — med alle dens evindelige og kjedelige Complimenter.
Og dog — hvor der havde været en Rythme over den Menuet! Begge deres Legemer havde vugget i den selvsamme søde Rythme! Oh, det var henrivende at skride høi og ung frem i Dansen og føle en sterk Mands hede Tilbedelse folde sig sammen om ens Legeme som en Kaabe — og saa at svøbe sig ind i denne Kaabe, svøbe sig tæt, tæt ind i den — oh! det var henrivende!
Dansede hun med andre, da følte hun hans Øine følge sig; altid saa hun ham staa der, med det blege, blege Ansigt og de fortærende Øine. — Og naar hun — langt bortefra — skjænkede disse Øine et lidet løndomsfuldt Smil — aa! da var det som de blev blinde af Lykke! —
— Da Karossen endelig holdt foran Huset i Byen, og Obersten søvdrukken spurgte sin
