Denne siden er korrekturlest
Ironi, hun havde virkelig for én Gangs Skyld truffet en Mand, som trampede tværsigjennem baade hendes Forstand og Ironi og stod tung og vild foran hende, naar hun mindst ventede og vilde det.
„Ak, hvilket tosset Tøieri,“ lo hun og strøg sig over sine Øine, som vilde hun jage Tankerne bort. „Man skulde tro, Du holdt paa at forliebe Dig, min gode Emerentze! Du gode Gud, hvor det er fornøieligt! Emerentze von Egekrantz forliebt i et vildt Mandfolk fra Klippelandet! O, ve! Hvad mon den gode Nicolaj vilde sige, hvis han anede det?“
Saa lo hun høit, men trampede samtidig fortrædelig i Gulvet; — nu skulde hun holde op med disse Narrestreger.
Men det hjalp ikke. Lidt efter stod han der igjen med det blege Ansigt og de tunge fortærende Øine. —
