Ingen quinde bør at sønne sin huszbond fællag, naar hand vil legge deris pending til jæffnit. Met dette vilkor maa de legge sig fællag imellem: at huer dennem legger til fællag alt det de eye, eller
20) Aar i Mænds Forsamling, hvor man vil: ved Kirke eller paa Tinge. Men dersom Konen dør før Manden, da tage hendes Arvinger Hjemmegiften, men Tilgaven bortfalder.“ – 2 Codices af Eidsivatings og 1 af Borgartings Lovbøger (Cod. reg. Hafn. mbr. No. 1940 qv., Cod. reg. Stokh. mbr. No. 17 qv. og Cod. A. M. mbr. No. 58 qv.) have derimod istedetfor dette følgende, der dog upaatvivlelig er et Stykke af den ældre Eidsivatings- og Borgartingslov, og ved en Fejltagelse indkommet i disse Eidsiva- og Borgartingscodices af den nyere Landslov: „Ingen Kvinde maa negte sin Husbonde Fællig. Nu faar Mand en Mø eller en barnløs Enke, da maa de ikke lægge Fællig sig imellem uden sine Arvingers Samtykke. Men hvis de avle Børn til sin Arv, da maa de lægge Fællig mellem sig, Helmings-Fællig, hvis der skal skiftes med Børnene; men hvis der skal skiftes med Udarvinger, da skal den længstlevende have 2 Dele og Udarvingerne den tredje Del (jfr. Kap. 4 i. f. jfr. F. L. VI. 8); men deres Odel falder efter som Lovbogen bestemmer. Nu faar man en Enke, der har Børn til sin Arv, som ere umyndige: vil hun da lægge Fællig med sin Mand, da skulle Børnenes Fædrene-Frænder stævnes til, og deres Fællig lægges efter Godsets Størrelse, Jord mod Jord, og Løsøre mod Løsøre. Det Fællig maa ej rokkes, som saa vorder lagt. Men hvis de lægge sit Fællig paa anden Maade, da maa bryde det hvem som vil: hans Arvinger eller hendes, saaledes, at de skulle fremtræde paa Tinget og sige sønder det Fællig. overalt hvor 2 Egtefolk lægge sit Fællig sammen, da skal det holdes efter som Vidner vide. Og hvis der siden tilfalder en af dem Arv eller fattige Slægtninge, da tilfalder det dem begge i Forening efter samme Forhold, som deres Fællig var lagt; thi de skulle lige saa vel dele Tab som Fordel. Dersom Konen bliver den længstlevende, skal hun beholde den Tilgave, som blev hende given, og som Vidner vide blev lyst paa Bryllupsdagen o. s. v.“ – Uagtet altsaa disse Bestemmelser egentlig ikke skulde have været gjældende efter Magnus Lagabøters Lovrevisjon, synes de dog alligevel at have holdt sig; i det mindste synes de kjendelig at ligge til Grund for Kong Haakon Magnussøns Retterbod om Fællig (gl. L. III. S. 139–41), der bestemte: „Først, naar man gifter sine Børn sammen, da skal den Bestemmelse gjælde, som man gjør for sine Børn, hvad enten det er om Fællig eller om Tilgave (ɔ: Særeje). Nu faar man en Mø eller Enke med Tilgave (ɔ: Forældrene have bestemt, at der skal være Særeje), da maa de lægge Fællig saa snart de avle Børn til sin Arv, hvis de bægge vil, og den Mø eller Enke var gift med sine Frænders Raad; Helmings-
