Denne siden er korrekturlest
Om hælnings fællag,
cap. III.[1]
Sin3 quindis pendinge maa ingen mand aff landit fare, vden hindis vilie. Men hand skal raade for begge deris pendinge, til begge deris nytte oc gaffn.
Ingen af dem kand forgiøre andens pending. Oc slig ræt eyer huer mand paa sin hustruis vegne, som paa sin egen: om hinde bliffuer nogit met affuind miszgiord.
[2]Giffter mand sammen sine børn: da skal slige forord stande, som mand giør for sine børn: huad heller det er til fællag, eller hiemgaffue.
- ↑ Dette Kapitel svarer til M. L. V. 3; men er meget forandret.
- ↑ Bestemmelserne om Egtefolks Formueforhold, indtil Slutningen af næstsidste Passus – „som forberørt er,“ er i Chr. IV. L. aldeles forskjellige fra de tilsvarende i M. L. – Det synes som om det fornemmelig var de paa Oplandene og i Vigen efter Eidsiva- og Borgartingslovene gjældende Bestemmelser, i Forbindelse med Kong Haakon Magnussøns Retterbod om Fællig (Norges gl. L. III. No. 57, S. 139–41) der ligge til Grund for Chr. IV. L. i dette Stykke. Men derhos er deri gjort mange Forandringer, formentlig især som Følge af den danske Lovgivnings Indflydelse. Da det neppe vilde være muligt ved specielle Citater at give nogen klar Oversigt over dette Forhold, har man troet at burde meddele de anførte Steder af de gamle Love i deres Sammenhæng. – Efter de fleste og bedste Codices af M. L. heder det: „Ingen Kvinde maa nægte sin Husbonde Fællig; men paa den Maade skulle de lægge Fællig sig imellem, at hver lægger til Fælliget alt hvad han ejer eller ejende vorder ved Arv eller paa andre Maader. Faar den ene siden fattige Slægtninge at forsørge, da skulle de dele Bekostningen, om ogsaa den anden ingen faar. Men hvis nogen af Egtefolkene dør, da skulle deres Fattige falde til den, som da er lovlig forpligtet at sørge for dem. Den af Egtefolkene, som lagde mest til Fælliget skal tage mest igjen, eller dennes Arvinger; derefter skal det deles halft om det er forødet; men dersom det er forøget, da skal Manden eller hans Arving tage 2 Dele at Overskuddet, og Konen den tredie Del. Om dette Fællig behøve de ikke at spørge nogen Mand; men hvis de lægge Fællig paa anden Maade, da skal det ikke holdes, om ogsaa Arvingen ikke forstaar eller ikke vil (rokke det); thi Loven bryder det Fællig. – Nu er der ikke Fællig mellem Egtefolkene, da skal Konen, hvis hun bliver den længstlevende, beholde den Tilgave, som blev hende given, og som Vidner vide blev lyst paa Bryllupsdagen. Kvinders Giftning og Tilgaver skal man lyse hvert 10 (en enkelt Cod.
