eyendis vorder, met arff eller vdi andre maader: huad heller der skal skifftis ved barn eller vdarffuing: met slig forord, som de giøre sig imellem.
Skeer det oc, at nogen aff deris slegt, enten paa hindis eller hans side, formedelst alderdom, fattigdom, siugdom, eller vdi andre maade kunde komme vdi vanmægt: da skulle de opholdis aff begge deris bekostning.
End om bonden døer eller quinden: da skal deris wmage fare til dennem, som de dødis arffuinge ere.
Kommer huszbond oc hustrue sammen, som haffuer gods oc pending, oc døer enten dennem vden liffs arffuinge: da skal al vitterlig gield betalis aff fællitz boe, oc siden skifftis huis løszøre, som offuer bliffuer, lige i to parter, imellem den som igien leffuer, oc den dødis arffuinger: men odels gods falder frit til rette odelsmend.[1] Vden saa er de giøre anden forord i brøllupit, met deris neste arffuingers samtycke: oc met breff oc segel, eller lowlig vdskorne scriffter bekrefftis. Ville oc huszbond eller hustrue effter brøllupit, giøre huer andre nogen villighed i saa maade, som forberørt er, om løszøre eller feste gods: da holdis det icke, vden det skeer met deris neste arffuingers samtycke. Affler huszbond eller hustrue barn sammen, oc døer enten dennem fra barn: da skifftis baade løst oc fast i to lige parter, imellem barnit, oc den som igien leffuer: huad det er fader eller moder. Oc da beholde den dødis halff odel sin liffs tid, oc
- ↑ Denne Bestemmelse er uden Tvivl indkommen ved en Misforstaaelse af Ordene i den ovf. gjengivne Variant af Eidsiva- og Borgarting-Codices „en odel fari eptir þvi sem løgbók váttar,“ – hvilket man maaske paa Grund af de danske Arveregler har troet skulde betyde „uden vederlag “ – Se endvidere Forordn. given paa alm. Lagting i Bergen 29 Juni 1557 (Krags Hist. II. S. 273) og samtidig Dom hos Paus S. 820 samt Kap. 7, 1ste Arv, nedf. S. 79. Jfr.Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur 1854, S. 262–4.
fællig, hvad enten der skal skiftes med Børn eller Udarvingen og de maa lægge i Fællig alt hvad de eje og ejende vorde med slige Vilkaar som de fastsætte sig imellem. Men hvis Egtefolkene ville lægge Fællig, og den ene af dem eller begge forhen har umyndige Børn, da maa de lægge Fællig paa den Betingelse, at begges nærmeste Frænder og de forstandigste af dem, som vilde været Børnenes nærmeste Arvinger, hvis Fader og Moder var døde, samtykke det; med mindre Lagmanden og andre gode Mænd skjønne, at det er gjort med Svig og Underfundighed imod Børnene: da være det Fællig som ugjort.“
