hvilket vi med Guds Hjælp snarlig forhaabe, da ville vi efter Superintendenternes Raad besynderlig udi hver Sted beskikke og stadfæste hvad efter denne ordinans der ikke holdes kan, thi der vil udi mange Stykker holdes en anden Ordinans.“ Der blev imidlertid intet af denne bebudede Revision, men den danske Kirkeordinans forblev gjældende for Norge, hvilket ogsaa blev Tilfældet med dens Supplementer, hvoriblandt det vigtigste var de 26 Artikler givne paa Herredagen i Ribe den 4 Maj 1542. Den verdslige Lovgivning modtog ligeledes under denne Konge betydelige Udvidelser, navnlig vedkommende Landboforholdene, og den danske Rets Indflydelse var nu umiskjendelig. Den viste sig vistnok ikke saa meget i udtrykkelige Lovbud, hvorved norske Retsbestemmelser afløstes af danske, men den kom ikke desto mindre klart tilsyne deri, at man ofte slet ikke mere forstod de norske Retssætninger, og fortolkede og anvendte dem paa den vilkaarligste Maade, saa at de fik Lighed med hvad vedkommende var vant til fra Danmark, ligesom man ligefrem benyttede de danske Love, fornemmelig Kongens egne Recesser, som subsidiær Ret.
Det varede heller ikke længe inden man følte Trangen til en Revision af Lovgivningen. Hertil kom nu end videre, at Lovbogen aldrig havde været trykt; dens Text maatte i Løbet af 280 Aar nødvendig være udsat for at forvanskes, ligesom der maatte opstaa Uoverensstemmelser mellem de forskjellige Afskrifter, især som en Følge af den oven omtalte Brug at indflette sednere Forordninger i Lovbogens Text. Endelig kan det vel heller neppe betvivles, at Sproget maatte forvolde de danske Embedsmænd betydelige Vanskeligheder, om det ikke var dem aldeles uforstaaeligt, saa at de maatte hjælpe sig med Oversættelser, hvis Mangelfuldhed af sig selv lettelig maa falde i Øjnene. Allerede i Kong Christian den 3djes sidste Regjeringsaar var denne for Lovgivningen saa virksomme Konge betænkt paa at foranstalte en Revision af den norske Lovbog, hvorom der synes allerede at have været vakt Motion paa Herredagen i 1548, da Kongens Søn Hertug Frederik blev hyldet. I Reskriptet af 18 Januar 1557 til Kansler Peder Hvitfeldt heder det: „Vi Christian &c. Efterdi vi ere komne udi Forfaring, hvorledes at, endog der er ens Lov udganget over alt vort Rige Norge, hvorefter hver skal vide sig at rette, og skal samme Norgis Lov bruges og udtydes nordenfjælds anderledes end søndenfjælds, saa at mangfoldige Klagemaal derom for os været haver, og vi tilforn have befalet nogle vore Lensmænd og Lagmænd udi Norge at skulle dennem paa en belejlig Tid forsamle og endelig gjøre der en Skik paa, som det sig burde, hvilket ikke her til Dags skeet er, for nogen Forhindrings Skyld, som paa kommen er, – Da have vi med nogle vore elskelige Danmarks Rigis Raads Raad, som her hos os tilstede ere, forordineret, tiltroet og befalet, og nu med dette vort aabne Brev tiltro og befale os elskelige ærlig og velbyrdig Peder Hvitfeldt, vor Mand, Tjener
