helst Disharmoni med den ældre Ret, men sluttede sig til den som et nyt, ved nye Forhold nødvendiggjort Tillæg. Overskuer man derfor Norges Lovgivning saadan som den var ved Kalmar-Unionens Tid, vil man finde, at den dannede et særdeles harmonisk Hele, og det i højere Grad end Tilfældet er, om man tager et lige Tidsafsnit af en nyere Lovgivningsperiode, f. Ex. fra Christian den 5tes Lovbog til Udgangen af 18de Aarhundrede.
Ved Norges Forening med Danmark blev vistnok Forholdet noget anderledes. Uagtet selve Unionsakten indeholdt, at hvert Rige skulde styres efter sin egen Lovgivning, og saaledes Norges indre Forhold ikke skulde synes at behøve at undergaa nogen som helst Forandring, var der dog mange Omstændigheder, som medførte, at dette alligevel maatte blive Tilfældet. Dels indtrængte nemlig, tvertimod Unionsaktens Bestemmelser, danske Mænd sig paa de vigtigste Embedsposter i Norge, dels skjelnede man i de Tider ikke saa nøje mellem Statsmyndighedens forskjellige Grene. Nordmændene kunde derhos aldrig ret skjelne mellem Regjeringen og Kongens Person; Folkets Interesse for Tingene og dermed dets umiddelbare Indflydelse paa Retsforfatningens Udvikling havde tabt sig, og det norske Aristokrati var under Kong Haakon Magnussøn den ældre blevet knækket (Rb. 17 Juni 1308). – Det er dog kun højst ubetydeligt som man har bevaret af Unionstidens Lovgivning (1387–1537), og denne har vistnok ogsaa kun lidet beskjæftiget sig med den private Ret, hvilket lettelig lader sig forklare af de idelige Uroligheder, hvormed Unionskongerne havde at kjæmpe. Det lidet man har, hvoriblandt vel den vigtigste er Dronning Margretes Retterbod af 29 Marts 1392 (Suhms Historie XIV. S. 566), viser dog endnu ikke synderlig Spor af dansk Rets Indflydelse; thi at Christian d. 1ste ved Fr. 28 Jan. 1458 satte Erkebiskop Jons Kristenret i Kraft, var vistnok mere i Formen end i Virkeligheden en Forandring, da det neppe kan betvivles, at den allerede forlængst havde gjort sig gjældende som subsidiær Ret, og vel endog næsten fortrængt de gamle nationale Kristenretter. Men alligevel kan man dog med Vished antage, at dansk Ret snart vandt Indpas i Norge, ligesom man ser, at de ældre Retsregler forflygtigedes, tabte sin Betydning og gik i Forglemmelse.
Efter at Norge i 1537 var blevet Provins af Danmark, og Rigerne i Christian den 3dje havde faaet en duelig Regent, der navnlig forstod at omgive sig med dygtige Raadgivere, fik ogsaa det nye Forhold snart sit Udtryk i Lovgivningen. Reformationens Indførelse medførte naturligvis en total omstøbning af Kirkelovgivningen, og Kongens danske Kirkeordinans af 2 Septbr 1537, bekræftet som Lov paa Herredagen i Odense 14 Juni 1539, – der var udarbejdet med Bistand af Luthers Ven og Kollega, Professor Bugenhagen, og gjennemseet af Luther selv, – erklæredes ogsaa at skulle være gjældende i Norge: „indtil vi selv komme vdi Norge,
