ikke usandsynligt, at Skaden af Lovtexternes Forvanskning i Christian den 4des Lov i Virkeligheden slet ikke har været saa stor som det nu maa forekomme os, og at navnlig de antikverede Lovbestemmelser blot blev staaende paa Papiret, ligesaa ugjældende efter som før, idet man for saa vidt vedblev i Anvendelsen at praktisere Retsinstitutionerne paa samme Maade som hidtil. I det mindste kan dette vist med Bestemthed antages saavel om Ledingsvæsenet som om de processuelle Institutioner.
At Christian den 4des norske Lov for vort nuværende historiske Retsstudium maa være af stor Vigtighed behøver neppe videre at paapeges. Blot at den i over 80 Aar var gjældende Lov i Norge og at den er den umiddelbare Kilde til en Mængde Artikler i Christian den 5tes norske Lovbog, er nok til at gjøre den til et interessant historisk Aktstykke. Men derhos er den netop ved sit Forhold til den ældre Lovgivning af væsentlig Interesse for Studiet af denne, idet den viser os, hvorledes Magnus Lagabøters Landslov ved Udgangen af det 16de Aarhundrede forstodes, ligesom den tildels bærer Vidnesbyrd om Forandringer i denne, hvorom vi ellers vilde savne Oplysning. Og i denne Henseende er selv de Partier, hvori den har forvansket de ældre Retsregler, ofte af stor Interesse. – Efter at den ved offentlig Foranstaltning besørgede Udgave af Norges gamle Love nu er saa vidt fremskreden, at hele Texten til Lovgivningen indtil Dronning Margrete er udgiven, var det vistnok ingen af de gamle Love, som nærmere stod for Tur til at udgives paa en til Nutidens Fordringer svarende Maade, end Christian den 4des Lov. Retshistoriens Dyrkere ville derfor vistnok være det akademiske Kollegium Tak skyldige fordi det beredvilligen gik ind paa vort Forslag om at udgive den som et Program fra Universitetet, hvorved et Udstyr saavel i indre som ydre Henseende blev muligt, der, hvis Foretagendet skulde været overladt den private Spekulation, ikke vilde været at tænke paa, om det ellers kunde haabes, at Værket paa denne Vej vilde have været udkommet.
Med Hensyn til den af os ved nærværende Udgave fulgte Plan, da have vi bestræbt os for, hvad Texten angaar, at levere et bogstavret nøjagtigt Aftryk af Udgaven af 1604, der efter det anførte maa betragtes som Originaludgaven. Ethvert Bogstav og ethvert Tegn vil findes nøjagtigt gjengivet: derimod er der intet Hensyn taget til Originalens Brug af store og smaa Bogstaver, hvilke i de gamle Udgaver bruges aldeles iflæng uden nogen som helst Regel. Vi have derimod iagttaget den samme Regel som Udgiverne af Norges gamle Love og af Diplomatarium norvegicum, nemlig kun at anvende de store Bogstaver i Navne og i Begyndelsen af en Sætning. Derved bliver Skriften smukkere og lettere at læse, og der-
