bedre med den nye Ret. Som Exempler herpaa kan blot nævnes hele den gamle Ledingsinstitution, endvidere Viglysningsmaterien og overhovedet hele de gamle Loves Processystem, hvilket, uagtet det paa Christian den 4des Tid var blevet helt og holdent forandret, dog er optaget i den nye Lov, men kjendelig slet ikke forstaaet, og derfor gjengivet paa en Slump, saa at man uden mindste Overdrivelse kan betegne enhver Afvigelse fra Magnus’s Landslov i denne Materie som blot Forvanskning; hele det gamle Bødesystem er ogsaa uden Kritik overført fra den gamle Lov, men i forvansket Tilstand; saaledes er den Fornærmedes personlige Ret jævnlig forvexlet med Skadeserstatningen. At de sednere indtraadte Lovforandringer overalt paa sit Sted skulde være blevne bemærkede kunde man naturligvis ikke vænte; det laa jo desuden ikke i Planen at det skulde være nogen egentlig Kodifikation, men kun en korrigeret Landslov. Men at man ved saaledes at gjentage ophævede Lovbestemmelser og opfriske antikverede Sætninger kom til at frembringe Lovstrid, hvor der i Virkeligheden ingen var, tog man ikke i Betragtning.
Men uagtet saaledes Christian den 4des Lov som Lovarbejde betragtet ikke kan undgaa at karakteriseres som temmelig maadeligt, og uagtet man, naar man tager et ensidigt Hensyn til Lovgivningens Tilstand ved dens Udgivelse, maa sige, at den gjorde denne slettere end før, – saa kan det dog ikke betvivles, at dens Udgivelse, praktisk talt, maa have været en stor Vinding for Retstilstanden og have afhjulpet et overordentligt Savn. Man maa nemlig ikke tænke sig Retstilstanden paa den Tid saadan som den fremgaar af de os opbevarede Love, men man maa tænke paa hvorledes Lov og Ret faktisk udøvedes i Praxis. Mangfoldige Dommere var maaske ikke engang i Besiddelse af nogen Lovbog; de fleste forstod ikke engang det Sprog, hvori den var skreven. Alene den Omstændighed derfor, at den blev oversat og bekjendtgjort ved Trykken, var en vinding stor nok til at opveje betydelige andre Mangler; og med Hensyn til de mange Forvanskninger, som findes i Christian den 4des Lovbog, da kan man just deraf, at disses Tal kunde blive saa stort i en efter saa mange Forberedelser og Gjennemgaaelser istandbragt Revision, – forestille sig hvor langt værre Forvanskninger der maatte indløbe, naar Retten skulde plejes efter de gamle Lovbøger, som faa Dommere ejede og faa kunde læse, og hvorved det bedste Hjælpemiddel, man havde, var private, uden nogen som helst Kontrol istandbragte Oversættelser. Og endnu kommer hertil den fortrinlige Anledning til Uretfærdighed og Retsfornægtelse, som en saadan Tilstand af Retskilderne maatte give, en Anledning, som man ogsaa ser ikke blev ubenyttet. Det er saaledes ikke at undres over, at Lovbogen ved dens Publikation, som Slange siger, „blev med stor Begjærlighed og Glæde annammet og imodtaget, saa at aldrig var seet saa stort et Tilløb af Folk paa Tingene som denne Tid.“ – Det er heller
