og juridiske Termini ved Kansler Jens Bjelke, samt endelig Compendium eller Forklaring over den norske Lovs Arvetal.
Samtlige Oplag ere i Kvart.
Det vil af ovenstaaende Udsigt over Lovbogens Tilblivelseshistorie sees, at den Plan for Arbejdet, som under alle Forhandlinger fastholdtes, netop var den ene hensigtsmæssige i en Tid hvor Retsvidenskaben stod saa lavt. Man vilde blot faa istand en paalitelig og korrekt Oversættelse af Lovbogen saadan som den var, tillige med de Retterbøder, som gjældte i Praxis. Alt Ugjældende skulde følgelig udelades og det Forandrede berigtiges; derimod var der ej alene ikke Meningen at foretage nogen Lovforandring, men der tilsigtedes ikke engang nogen Omredaktion af Lovbogen lige saa lidt som nogen egentlig Kodifikation af hele den gjældende Lovgivning. Til et saadant Arbejde vilde den Tids Jurister, der ikke, saaledes som i Oldtiden, vare Folkets Høvdinger, som oftest fødte og baarne til sit Kald og opdragne i Lovkyndigheden fra sin tidlige Ungdom, – men derimod for det meste forhenværende Kammertjenere og Lakejer eller i det højeste Skriverkarle hos Lensmændene eller andre Adelsmænd – ingenlunde været istand. Hans Pedersen Basses ovf. S. XI–XII meddelte Erklæring viser, hvor lidet selv han, der var Norges Riges Kansler, kjendte til Lovgivningens virkelige Forhold. En Lovbog, der var et saa godt Afpræg af Retsforfatningen paa sin Tid, som Magnus Lagabøters Landslov, var der altsaa ikke at tænke paa. Man maatte være tilfreds, naar man kunde faa denne uforvansket, med Udeladelse af hvad der var ganske bortfaldet og med Tilføjelse af hvad der endnu var gjældende af de sednere Retterbøder. Og herpaa gik ogsaa alle de kongelige Befalinger vedkommende Lovarbejdet ud. At Lovbogen ifølge Reskr. 31 Aug. 1602 skulde gjøres gjældende saavel for Kjøbstæderne som for Landet, var mere i Formen end i Virkeligheden en Forandring. De virkelige Forandringer, som Lovkommissionen, sees at have bragt i Forslag, vare kun faa og ikke meget væsentlige, og dog karakteriseres disse saavel i det aabne Brev af 2 Jan. 1604 som i Lovbogens Fortale som noget, der gik udenfor hvad der oprindelig var paatænkt. Men uagtet saaledes Planen for Arbejdet var heldigt anlagt, saa blev dog Udførelsen højst maadelig. Som Oversættelse af Magnus Lagabøters Landslov betragtet, vrimler Christian den 4des Lovbog af Fejl, hvorpaa Noterne til nærværende Udgave give Exempler i Overflod. Fuldkommen antikverede Institutioner ere optagne ligefrem fra den gamle Lov, og hvor man ikke har forstaaet dem, har man gjengivet Bestemmelserne paa Slump, hvorved det Gamle er blevet aldeles forvansket, uden at det dog derved er kommet til at passe
