ved opgives ikke den mindste Fordel med Hensyn til Udgavens Korrekthed, da de store Bogstaver, som anført, anvendes uden nogensomhelst Regel, blot som til Afvexling et større Skrifttræk, hvilket det ved Udgaven vilde være lige saa liden Grund til at efterligne som til overhovedet at forsøge paa at kopiere Originalens Skrifttræk. Originaludgavens Brug af skilletegn er derimod nøjagtigt gjengiven. Vistnok synes denne ogsaa at være regelløs; men da vi dog ikke med saadan Bestemthed kunne paastaa dette, og da vi derved maatte have afveget fra den Regel at gjengive ethvert Bogstav og hvert Tegn, have vi ikke her vovet at gjøre nogen Forandring. Derimod er intet Hensyn taget til originalens Interpunktion ved den af os foretagne Betegning af en ny Sætning med stort Begyndelsesbogstav. Thi da, som anført, denne Betegning alene tilhører os, have vi kun sat stort Begyndelsesbogstav hvor der virkelig begynder en ny Sætning, altsaa uden Hensyn til om der foran dette staar Punktum, Komma eller slet intet Tegn; og paa den anden Side lidet Bogstav efter Punktum, naar dette staar midt inde i Sætningen. Dette kan heller ikke vildlede nogen; Læseren kan for saa vidt gjærne betragte de store Bogstaver som ikke existerende.
Der kunde imidlertid være Spørgsmaal, om det ikke er utidigt at anvende diplomatarisk Nøjagtighed ved Aftrykningen af en Bog, som Christian den 4des Lov, hvor ordenes Betydning ikke paa noget Sted er usikker, og hvor heller ikke Sprogformens Mærkelighed kan gjøre Bevarelsen af den gamle Bogstaveringsmaade af Interesse; – medens man ved Anvendelse af den nu brugelige Retskrivning vilde lette Læsningen ej ubetydeligt, ikke at tale om, at Sætning og Korrektur derved vilde blive mange Gange lettere. Ikke desto mindre tro vi dog, at en saadan Fremgangsmaade ved nøjere Betragtning vil vise sig uhensigtsmæssig. Foruden at vistnok mange vilde finde, at Lovbogen tabte sit gamle Præg ved at gjengives med moderne Retskrivning, saa maa det ogsaa erkjendes, at denne vilde passe sig mindre vel til det gamle Tilsnit i Sproget. Og hertil kommer endnu, at der i Loven forekommer flere gamle Ord og Udtryk, som vilde blive ukjendelige, om man vilde iføre dem nymodens Dragt, noget, hvortil man desuden vilde være ganske uberettiget, da de aldrig have baaret denne. Ord som seyermere (sednere), hieme (laane Hus), vilde blive ukjendelige, om de skreves „sejermere“ „hjemme,“ hvilket de aldrig have hedt; man maatte altsaa enten oversætte dem, hvilket vilde være uberettiget (og hvorledes skulde man vel f. Ex. oversætte „seyermere vor Frue Dag“), eller lade dem staa som de ere; men da vilde det dog tage sig besynderligt ud overalt at forandre Ord som Eyermanden, hiem, til „Ejermanden,“ „hjem.“ Det er overhovedet ikke altid let at afgjøre, om en Særegenhed i Bogstaveringen er blot ortografisk, eller om det ikke er en egen Sprogform.
