Side:Kong Christians norske Lov.djvu/207

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

bønder tage slig løsze folck, mand eller quinde til huszværing, men de mend eller løsze karle, som icke haffue saa megit gods vnder henderne, at de kand feste dem gaarde: skulle tage dennem tieniste, oc arbeide for herremend, prester eller bønder, oc tiene for heelt eller halfft aars løn, effter som de kunde forligis om, oc seedvaanligt er, oc icke gaa i vge dage: vndtagen skredere, skomager, oc lands tømmermend, som almuen synderlig behoff haffuer. Dog skal de icke befatte dennem met nogen kiøbmandskab, deller at lade skiere, tømmerlast eller andit: men nære dem aff deris embede. Huem det giør: vere forbrut til konningen, huis hand kiøbt haffuer, oc bøde konningen otte ørtuger oc tretten marck.

Icke skulle heller løsze karle, som giffuer sig vd for baadsmend, tilstedis at føre nogen kiøbmandskab aff landit, vden bord oc tømmer, som kaldis føring. Ingen søefarend mand maa heller indtage nogen anden kiøbmandskab for nogen baadsmand, vden konningens ombudsmands samtycke: vnder otte ørtuger oc tretten marcks brøde.

Icke skal heller huszmend maa sidde i gaarde met bønderne: men de som saa formuendis ere, at de kunde besidde gaarde, skulle skickis til ødegaarde at besidde, oc nyde der paa billig frelse. Men de som icke formuendis ere, skulle begiffue sig til kiøbstederne, eller i tienist, eller andensteds huor de sig nære kunde, oc icke sidde saa hoss bønderne at forhugge skowen til vplict, konningen oc jordegne til stor skade oc affbreck. Løber slige løsze folck om i landit: da skal konningens ombudsmand tilholde dem at tage sig tieniste, eller straffe der offuer som ved bør.

Hvorledis holdis skal met fracte skib,
cap. XXIV.[1]

Fracter en skipper sit skib forgrebs til nogen kiøbmand, oc kiøbmanden vil imod skipperens vilie lade skibit offuer sin rette lade oc

  1. Dette Kapitel er taget at Frederik d. 2dens Søret at 1561 Art. 41 og 42, jfr. Chr. V. N. L. 4–2–8 og 9. – M. L. VIII. 24 er ikke optagen i Chr. IV. L., hvilket ogsaa Bjelke bemærker: „De gamle Exemplaria af den norske skrevne Lovbog statuerer, at hver som frugter Skib, maa saa meget faa indfragtet som forafskedet er; men om der er ikke Rum til, da bør Skipperen først sit at udtage; siden de, som sidst indladde.“