og vi ikke vide hvad der har bevirket denne samtidige Afgang, er det jo ogsaa muligt, at disse Lagstoles tidligere Indehavere ere blevne afsatte, hvilket vi alle Fald ikke om nogen af dem med Bestemthed vide ikke at have været Tilfældet. Man skulde da nærmest gjætte paa, at det kunde være skeet ved Herredagen i Bergen den 24 Juli og i Oslo den 1 Aug. 1599, hvori dog ikke Kongen selv deltog. Under denne Forudsætning bliver Slanges Fejl alene den, at han henfører til eet Aar (1602) en Foranstaltning, som foregik ved 2 forskjellige Lejligheder (1599 og 1603). Under enhver Omstændighed bliver det dog en urigtig Angivelse, at Afsættelsen skede til Straf for Vedkommendes Forsømmelse med Lovarbejdet. Thi til de Afsættelser, som fandt Sted i 1599, – hvis de for øvrigt fandt Sted, – synes ikke dette at kunne have været Grunden, da man i saa Fald maatte have omtrent samtidig faaet en fornyet kongelig Befaling om at paaskynde Lovarbejdet. Og til Paal Helliesøns og Knut Knutssøns Afsættelse i 1603 angives blot i Almindelighed deres utilbørlige Embedsforhold som Grund, hvilket i alle Fald for den sidstes Vedkommende sees at have bestaaet i Modvillighed og Partiskhed som Dommer, for hvilket Forhold han paa Herredagen i Stavanger i 1607 blev idømt en Mulkt af 200 Daler (Reskript af 15 April 1608 i Norske Registre).
Hvorom alting er, Reskriptet af 31 Aug. 1602 udgik til et saa godt som aldeles ombyttet Lagmandspersonale, og, hvad enten det nu grundede sig i udtrykkelig kongelig Befaling eller ikke, saa blev Lovarbejdet virkelig fuldendt i Løbet af et Aars Tid. Kommissarierne indskrænkede sig ikke til at gjennemse, korrigere og oversætte Landsloven med tilhørende Retterbøder, men gjorde desuden Forslag til dens Forandring i forskjellige Stykker, over hvilke Punkter de tilstillede Kongen en særskilt Fortegnelse, tilligemed sit Udkast til en revideret Lovbog (se Lovens Fortale). Efter at Kommissionens Udkast derefter var blevet gjennemgaaet baade af andre vittige og lovkyndige Mænd og allersidst af Kongen selv var blevet efterseet, – fortæller Slange (S. 205) – blev det sendt op igjen til Statholderen i Norge, Jørgen Friis, med Befaling at han strax udi Begyndelsen af April Maaned (1604) skulde forsamle alle Lensmændene og alle Lagmændene til Bergen, hvor de skulde forblive og ikke der fra bortvige, førend de samtlige havde gaaet det igjennem, efterseet og overvejet i alle Ting, om det nu saaledes var rettet og indrettet, at det kunde uden Fare og med sikkerhed til Trykken befordres: hvormed de skulde være færdige indtil St. Hansdag, da Kongen selv med sine Raad og gode Mænd vilde være i Bergen, der at holde Herredage. Efter at Lovbogen saaledes paany var bleven gjennemseet af Lensmændene og Lagmændene, blev den overleveret Kongen med hvad de derved havde at erindre. Da Kongen havde derom hørt de med sig havende Raads samt de andre gode Mænds Mening, som sad Retten, besluttede han selv
