dersaatter, Lagrettesmænd og andre Dommere her udi Riget den kunde forstaa, og udi forfallende Sager og Lejlighed have dennem efter at rette, og vi forfare, aldeles Intet at være derved gjort, og samme vor Befaling ikke at være fuldgjort og efterkommet, som det sig burde, da bede vi Eder alle og hver særdeles strengeligen byde, at I rette Eder efter, at begive Eder hid til vor Kjøbsted Oslo, til St. Pauls Dag førstkommende, og samtligen da forskrevne norske Lovbog foretage, og den med hvis Rettebøder her i Riget tilforn er udganget, og derhos ber at være og forhandles, med største Flid igjennem se, korrigere, forandre og paa Danske forklare, efter som Eder kunde synes nyttigt og gavnligt at være, paa det at her udi Riget kan være en rigtig og forklaret Lovbog, hvorefter baade Lagmænd, Lagrettesmænd og andre Dommere, saavel som alle andre vore Undersaatter baade i Kjøbstæderne og paa Landet, udi alle forefallende Sager og Lejlighed kunde derefter rigtigen ordele og dømme, og forskrevne vore Undersaatter det kunde forstaa og derefter søge sin Ret, Sentens og Dom, og naar samme Lovbog saaledes er af Eder korrigeret og forklaret, at I da den siden, under Eders Hænder og Forseg“ ling os tilskikke, at vi den siden kunde lade paa Tryk udgaa og her udi Riget publicere, saa Enhver kunde vide sig derefter at rette, og alt dette med største Flid, uden Forsømmelse og Forhaling, lade Eder være anliggende, eftersom I det ville ansvare og være bekjendt. Ladende det ingenlunde &c.“ – Det vil heraf sees, at Slanges Angivelse af Indholdet ikke er rigtig, for saa vidt han siger, at Kongen paalagde dem om muligt at være færdige i Løbet af et Aar, samt tilstod dem Diæter. At en saadan Bestemmelse kan have staaet i Reskripterne til Kansleren eller til Anders Green, hvilke ikke findes i Gehejmearkivet, er ikke rimeligt, da deslige Reskripter til forskjellige Personer om samme Ting gjærne plejede at være enslydende, saaledes som ogsaa sees af de lignende Kongebreve, som ovenfor ere meddelte. Men det er ikke desto mindre meget rimeligt, at Slanges Beretning kan være rigtig, da det vel kan have været en blot mundtlig Befaling af Kongen til Statholderen eller Kansleren at paaskynde Arbejdet og at udbetale Lagmændene Diæter. Og det er endog ej usandsynligt, at selve Befalingen om at tiltræde Kommissionen til Kansleren og Anders Green blot har været mundtlig, da de nævnte Mænd formodentlig opholdt sig i Kongens Omgivelse, og Befalingen til Lagmændene udgangen skriftlig, eftersom de boede paa forskjellige Steder omkring i Landet, og i 1602 blev ikke holdt nogen Herredag.
Derimod er der et Punkt i Slanges anførte Beretning, som med Sikkerhed kan sees at grunde sig i en Fejltagelse, nemlig hans Fortælling om, at Kongen ved samme Lejlighed afsatte alle Lagmændene i hele Norge paa 2 nær, til Straf for deres Efterladenhed med Lovarbejdet, og tildels for deres Modvillighed paa Domstolene. I Aaret 1602 skede
