vi forfare, hvorledes at der udi vort Rige Norge ikke skal findes nogen rigtig og forklaret Lovbog, som vore Undersaatter, Lagrettesmænd og andre Dommere der udi Riget kunde forstaa, hvorefter de og udi alle forfallende Lejlighed og Sager rigtig kunde ordele og dømme, eller og andre kunde søge deres Ret, som nogen Sager have udi Rette at føre, og vi for den Skyld nogen Tid siden forleden, naadigt have ladet vor aabne Mandat og Befaling til Eder udgaa, at naar I af os elskelige Axel Gyldenstjerne, vor Mand, Raad, Statholder udi vort Rige Norge og Embedsmand paa vort Slot Agershus, derom blive tilsagt, I da Eder paa belejligt Sted skulle forsamle, og da forskrevne Lovbog igjennem se, korrigere og forklare, eftersom I kunde kjende der udi Riget gavnligt kunde være, og vi nu forfare, samme vor Mandat og Befaling aldeles Intet at være fuldgjort eller efterkommen: Da paa det at der udi Riget maa være en ret, rigtig og forklaret Lovbog, hvorefter vore Lagmænd, Lagrettesmend og andre Dommere der udi Riget udi adskillige forfallende Sager rigtigen kunde kjende og dømme, bede vi Eder og befale, at I rette Eder efter, naar I af forskrevne Axel Gyldenstjerne, saa og os elskelige Hans Pederssøn til Sæm, Kansler der udi vort Rige Norge, derom blive forskreven eller tilsagt, I da Eder endeligen, uden al Undskyldning eller Forhalning paa belejligt Sted forsamle, tagende med Eder hver sin Lovbog, de retteste og bedste I have eller bekomme kunde, og den siden med hvis rette Bøder der udi Riget derhos bør at forhandles, med forskrevne Hans Pederssøn med største og alvorligste Flid igjennem se, korrigere, forklare og paa Danske udsætte, eftersom I kunde kjende der udi Riget gavnligt kunde være, og den siden med Eders Hænder underskrive og os tilskikke, saa vi den kunde lade trykke her udi Riget og derefter der udi Riget lade publicere, forkynde og udgaa, saa hver kunde vide sig derefter at rette og udi alle forfallende Sager at søge sin Ret, Sentens og Dom; og at I aldeles ikke skilles fra hverandre, førend forskrevne Lovbog er udsat som det sig bar. Ladende det ingenlunde &c.“ (Norske Tegnelser II. fol. 243–4). Men denne Befaling førte lige saa lidt til noget Resultat som de foregaaende.
Det er iøvrigt mærkeligt, at Slange aldeles ikke omtaler eller synes at kjende noget til disse Foranstaltninger til Lovbogens Revision i 1592 og 1593, uagtet samtlige Kongebreve desangaaende dog fandtes i Gehejmearkivet, og Slange netop dvæler med kjendelig Interesse ved Christian den 4des Lovarbejder. Derimod fortæller Slange, at Kongen, efter at have tiltraadt Regjeringen 1596, strax indhentede Erklæring fra den norske Adelsmand, Kansler Hans Pederssøn Basse, angaaende den norske Lovs Tilstand. Den af Basse afgivne Erklæring indeholder adskillige mærkelige Bemærkninger, hvorfor det væsentligste deraf indtages her efter Slange: „Den gamle norske Lov, som nu er baaren til Eders kongelige Majestæt, og som med Munkeskrift paa Pergament er skrevet, kunde ikke efter de
