jorden, den danner et junglekrat, hvor jaguaren—oncaen—og pumaen leker, her bøier bananens store lysegrønne blade sig over colibriernes lekende skarer, her stirrer planterikets fyrster, palmerne utover alle sine lavere frænder. Og sarsaparillaens eviggrønne, klatrende busker snor sig ind mellem agavernes torner og ipecacuanhaens hvite blomster og de eggformige blade, som samler lægende safter under guaranaens skygge.
Men lianerne binder det hele sammen. De sender sit fletverk fra træ til træ. De sperrer alle veier med sin seige motstand. Kun skogkniven—facaoen—faar bugt med disse vogtere av urskogens hemmeligheter. De gjør motstand til det sidste. Og nytter ikke noget andet, saa verger de sig med torner eller med den melkeagtige gift, som flyter i deres aarer. De er som skibstauger der hænger løse ned fra palmernes mast,—sterke, tykke og uopslitelige. Ja—saaledes er de disse »cipos«—som brasilianerne kalder dem—urskogens parasiter og dens mest typiske billede. Med sine blomsters farveglød gir de urskogen sit vilde, ukunstlede præg,—sit maleriske, dristige, usymmetriske barbari.
Og her i denne verden av glødemættet fugtighet, av stillestaaende grokraft, av vældig frugtbarhet sover de gulnede ben av plesiosaurer og masto-
