donter i de dype sumper, og amazonpapegøier og apekatter ilskriker over deres graver.
Nu vandrer tapiren omkring mellem krattet, vandsvinet tumler sig i pyttene, stinkdyret gaar forlatt og foragtet omkring i sin egen stank, klapperslangen rasler i løvet, anakondaen eller boaen strækker sit motbydelige kaninslukerhode frem mellem flodens trær og kæmeleoner og firben i en størrelse av optil 1 meter ser misundelig paa den amazonske krokodille caiman niger, som gjør breddene usikre.
Og i flodene gaar den vældige piracucu, jordens største fisk, som kan bli over 4 meter lang og er en av de fineste retter paa indianernes avvekslende menu.
Men insektene er urskogens strykere. De blander sine violintoner med fuglenes sang. Og de sørger for farver og liv. Der er brogede sommerfugler, som straaler i havlyset i en uavladelig serpentinedans, der er kjæmpemæssige bier og hvepser,—ja, der er ogsaa sandlopper og garrapatas, som stilfærdig lægger sine djævelske egg i menneskenes hud og forskaffer dem ulidelige plager.
Men lumsk og stille uten støi og spektakel glider en beskeden flue ind i urskogens støi. Den har ingen ydre fortrin. Det er en moskito som moskitoer flest. Og den forsvinder helt mellem de
