mig Deres venskap . . . Og vet De, hvorfor jeg holder saa meget av Dem? . . Jo, fordi de minder mig saa levende om den kvinde, som jeg vil elske til mit sidste aandedræt. Hun er blond, og De er mørk—hun er født under Nordens klare og kjølige sol, og De er vokset op under Tropernes gyldne glød, . . men Vorherre har skjænket dere begge den samme uendelige godhet. . . .
Der stod taarer i Donna Francescas øine. Og der blev ikke talt mere mellem dem. Insekternes summen lød som et fjernt strykeorkester og over denne indsmigrende klang duret som en bred generalbas maskinernes klapren fra hvete og sukkermarkerne. . Og en lummer, fugtighetsmættet varme bølget ind til dem. . .
Der hørtes stemmer utenfor. Fjeld gik hen til vinduet.
—Der er kommet en fremmed til gaarden, sa han. Deres far hilser paa ham . . . det er en høi, slank mand med livlige bevægelser . . . han er i flonel fra top til taa . . . . . De skal se, at det er . . .
—Hvem? spurte hun træt.
—Don Esteban.
Donna Francesca reiste sig halvt i sengen og sank saa tilbake. . . .
