vælgjorde, at døm er oukjennde millom alle andre Laas. „Desse Helvitis Lia-Laase er ikje ve-faastande[1], døm!“ va de ein Tjuv som sa, Eingong, og be’re Lov-Ord kunde ikje han Ellan faatt, for denne Tjuven ha Ord for, at ikje naagaa Laas heldt han ute. Men va Hengje-Laase hans overlag, saa va Inn-Laase enno forr-meir og me døm va de, han Ellan Li’n naadde høgst ’taa Arbeiom sine. De va alle Slag Laas han gjorde fraa smaae Skaap-Laas te Staburs-Laas saa store, at døm vog heile Vogje. Summe ’taa Skaap-Laasom hans va reine Konst-Arbei’, og de va eit heilt Hugu-Brot aa læse døm; ’taa døm selde han mykjy utta-bygdes. Døm tinga Laas hjaa ’om radt fraa Kristian og for Laas-Arbei’e sitt va han kjennd ivi heile Gullbransdal’n.
De er paa Laas-Arbei’e hans, at de vise se best kaa han va te Kar. Summe ’taa Nyklom i Staburs-Laasom, er naagaa ’taa di vakraste Sme-Arbei’ ein vil sjaa. De er Nykjyl-Gjerde aat Bestefar hans men han ha maksla ho ut te ein lite endeframare Skapna. Ein Ting va han Ellan maakalous te: han gjorde saa goe Fjøre i alle Laas; difor gaar døm saa
Fig. 29. Staburs-Nykjyl ette om Ellan Li’n.
lett og stødt og eet se alder ’taa Lagje, som Laase jemnt vil gjera.
Han Ellan Li’n ha havt uvandt for aa vorte ein vælberga Mann, men han ha ikje saa godt Fødsl-Vet som Arbeids-Vet og Framferde hans va hell ikje Ros verd. De va ikje berre de, at han ofte vingla se burt me Klatter-Arbei’, han mang-ein Gong fekk berre ein snou Takk for, men han ha ikje Framferd te aa raa’ se te Smi-Jønn, tess-meir, og for di Skuld smidde han upp Smiu-Amboe si baade tidt og jemnt. Saa sto han i Smiun me Skohaamaare og Hovty’n i Sta’n. File dreiv han og hoggde
- ↑ ve-faastande: aa ha me gjera, faast me.