Hopp til innhold

Side:Kleiven - I gamle Daagaa.djvu/181

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
– 169 –

han tri Vendo, men da han Lars fekk treja Støyten sporde Nyrnessin: „Ska eg taakaa han, hell vil du gjera de sjøl?7“ „Aa, eg gjere de sjøl,“ svaaraa han og me saamaa sat han i Bringun paa ’om. Og Kjempa vart baade golva og kne-farin saa de knaakaa i henne og me di saamaa han skulde reise se upp att, fekk han Støvel-Hæl’n hans Knut Nyrnes onde eine Øyra, att-paa.

De va hulde ein stor Aksion i Vaagaa-Prestgarde, da Reinhardt va avfulle; Wang ha faatt att Kalle og va nettup te-fløtt. De va saa utu Lagje me Folk i di Aksione og grovt te Stim me Slaasting og Ovenskap og den Aksion ha ofte vore um-taalaa ’taa di Gamle. Baade han Lars Trælviken og han Knut Nyrnes va der og tri ’taa di beste Karom paa Vaagaa, skulde vera, gjekk av-og-te i Folke-Hope baalaa og brukte Kjeft og briska se. Best detta va, raaka døm fram-i Trælvikjin og sette paa taakaa han forr se og gjorde Narr ’taa ’om baade for eitt og hitt. No skulde han vera tøyg, førr han vart sinnt, og de gjekk lengje, førr han endsa dessa Karom, som dreiv paa ha han te Narr. Sist tok han te aa graate og døm, som kjennde han Lars, visste, at da va de de Bele, at han vart sinnt for Aalvor. Og de drygdest hell-ikje lang Stonde, førr han rende paa dessa tri Vagverin og da vart de slutt paa Gaamaa for døm! Den eine sette han te aat ein Sval-Vegg saa Bloe sto um Munn og Naasaa, den andre tok han og end-venda, ha han jemn-høgt me se og la han te aat harde Oure, og enda verre va de, at han naadde burti ei Slipstein-Veiv me di saamaa. Den treja fekk nokk ’taa di, han saag paa, og tok Hyven de kvassaste han kunna. Men no ha Trælvikjin vorte saa sinnt, at han va som eit rasandes Menneskje og visste ikje korkje kaa han sa hell gjorde; han slo og spennte og brout ne kem, han kom inn-aat, og ingen tordes aa gaa imot ’om for aa halde Styr paa ’om. Presten, Wang, sto i Sval’n og saag paa. „Var jeg bare ikke den Mand jeg er, saa skulde jeg holdt Styr paa Manden, jeg!“ sa Wang. Detta høyrde han Lars: „berre kom!“ sa han ve Presten. Men da kom han Knut Nyrnes skjotande og rouk i Bringa paa ’om Lars. „Loup fraa meg! – du gjere ikje her, for no er eg sinnt!“ sa Trælvikjin. „Eg veit nok du er over meg,“ svaaraa han Knut, „men oss ha