paa Skjissom ette Vaagaa-Ise me ei Hal’tynne Konn paa Ryggje, hell nugun a’an lous-reipa. Han gjorde eitt Vaagan eingong i Vaagaa-Prestgarde og tok paa se aa gaa paa Skjisso aat Garmo paa Lom og att-ende aat Prestgarde mea’ Kokka kokte Grouten te Kvells. Han gjekk me di saamaa Gryta vart hengd paa Skjerdingje og da Grouten va kokt og Gryta tikji att-paa Golve, kom Trælvikjin i Dør’n. Paa Garmo ha han tikji me se Blend-Skaale[1] for aa syne fram, at han ha vore der. De va godt gjort de, for Vaagaa-Vatne er halvannor Mil langt. Ein a’an Gong kapp-ljøp han ve ein Ulv paa Vaagaa-Ise; de va Klaar-Is og Trælvikjin faataa se ein Raa-Stour[2] i Haande, da han sette ette. Ulven strekte ut saa de ha Lag, men Klø’n hans glatt paa di haale Ise, best de va, og kaar Gong Ulven glatt, skout Trælvikjin nerar og nerar inn-paa han. Sist kom han saa nere, at han bar te aa slaa, men for kaar Dask tok Ulven Stour’n i Kjeften og for kaart Slag hekta han se nerar Hendom aat Trælvika. Da brout han Lars av Stour’n paa Midten, let Ulven taakaa eine Stubben i Kjeften og slo han i Hugue me hine og paa den Gjerde fekk han Live ’taa ’om.
Døm va saa goe Venne stødt, han Lars Trælviken og han Knut Nyrnes, de va alder eitt obytt Ord imillom døm, de nugun høyrde. Folk ondrast mykjy paa, kem som va den magtogaste ’taa døm, for ingen ha korkje seett hell høyrdt, at di tvo ha freista Magte aat ein-a’an. Henda de, at den eine ’taa døm kom frami Ovenskap, va trast den andre ferdog te aa staa me ’om – døm va som døm skulde vore Brør, di tvo, antell de va burte hell heime.
Da døm laag ute va døm i ein Dans ein Kvell og der va de ein grovt stor Kar som bar te aa øve Spell og gjekk og rengde se millom Dansar-Folkje. Han skulde vera ei O-Aate og eit sterkt Beist, som alle gjekk utu Vegje for. Da han fekk sjaa desse tvo Dølinn, lout han freiste leggje se ut me døm. Han sette ivegen aa danse og kaar Gong han i Danse foor um Trælvikjin, ga han ’om ein Støyt me Knytt-Neva. Detta gjorde
