einstaakaa Stelle der, døm trudde se[1]. Og eingong i Hovoll’n mea’ han Jakup va i Arbei’ paa Toulsta, fekk han Ti’en’ um, at de foor ein fæl Langfant upp-igjønom Øygolann[2] paa Sell og at han etla se ivi Aasen aat Lalm. Da ska du veta, han kjøm inn heime og skræme Live ’taa Kjeringen og Ongom mine, tenkte han Jakup og da han ha nønt um Dagen, fortalde han ’om Hans Toulsta, kaa Otte, han gjekk me og ba um, aa faa sjaa heim. Ja, Toulsta’n ba han berre gaa saa snøggt han kunna og han Jakup gjorde nok hell-ikje Vegen lang ivi Toulsta-Aasen. Han kom ou te-tia’ –: da han fekk upp Døre, sat Fanten i Aara og steikte Spikji-Kurv paa Glø’om og den ha han skaare ’taa di Kurve, Kjeringje ha hengjande upp-onde Aasom. Ne-i Stabbin ha han sett nogre lange, ny-slipte Toll-Knive og Kjeringje og Ongann ha krakt burti ei Ro som hauk-skremde Høno. „Dj. besetja deg, allt du her sit!“ sa han Jakup, dime spennte han Knivann i Stabba saa døm spratt inn-me Omne og gouv paa Fanten i saamaa Stonn. De vart eit skumle Basketak, for Fanten va reint eit A-Beist i Magt; døm baska Stugo rondt tri Gongo, men me saamaa døm bar ihop rouk han Jakup paa Kne. Treja Venda døm foor Golve rondt ha Fanten faatt slike Nou-Brot, at Bloe sto uppi Tak-Aasann utu Kjefte paa ’om og da va han seld. Han vart dengd saa de gjorde Mon og sia’ tok han Jakup og bak-ba’tt han og jaagaa han firi se ivi Aasen imot Natten. Ein Pening-Pong me nie Riksdale i, tok han ou fraa Fante og stakk i Lumma. Toulsta’n va Le’smann, veit døkk, og han fekk no ha Grei’e me Fante vi’are og Pening-Pongen flidd ou han Jakup aat Le’smanne. „Nei, no va du forr ærle, Jakup!“ sa Toulsta’n.
Men de va ein kjøle Gut, den Fanten, han gjekk og bar nie Mann-Hjerto[3] paa se, og den, som ha antell sjoug hell nie ’taa døm, skulde gaa toll-frie, va de sagt.
