Smittekilden 217
forstadsfolk, som ikke netop havde forstaaet noget af foredraget, men betragtede det som en opbyggelse og krænkedes over denne vanhelligelse af et lokale, der var saagodtsom at regne for et Guds hus . . .
Da reiste skolens beskytter sig og sa:
«De af skolens elever, som ikke i sømmeligt alvor kan høre tilende et alvorligt foredrag, kan gaa ud af salen . . .»
Prædikanten vaagnede ved disse ord af en slags henrykkelse, hvori han havde staaet fortabt, med foldede hænder og øinene høit opløftede, siden afbrydelsen begyndte.
«Nei, kjære hr. pastor,» sa han, «jeg har endnu et ord at sige særlig henvendt til disse mine unge venner.
I som er begavede med aandelige fortrin og har faaet adgang til en høiere undervisning end den, der falder i den menige ungdoms lod, I som er foretrukne af Gud og i fremtiden hver paa sin maade, i skole, retssal, kirke eller armé, skal virke som Herrens redskaber . . . I, kjære venner, trænger ogsaa vor særlige forbøn . . . De samme fristelser ligger paa eders vei som paa alle andre unges, men farerne er større og følgerne mere skjæbnesvangre for del hele samfund, om I ikke har sedelig kraft til at modstaa dem. Læreren, dommeren, presten, officeren har hver for sig større ansvar end arbeideren, kjøbmanden, bonden, haandverkeren. . . . Disse staar Gud til regnskab for hver sin dont, men hine har at svare for opretholdelsen af guddommelige institutioner. En gudløs arbeider, en uhæderlig kjøbmand, en fordrukken haandverker er til forargelse, men en lunken prest, en bestikkelig dommer, en bandende og sver-
14 – Nils Kjær. V.
