216 Smittekilden
par skinnende, gale øine. Haaret stod ham svedt og uredigt ud fra hodet. Men afbrydelsen rev ham voldelig ud af bodsøvelsen, han sprang op og saa sig forvildet om efter en eller anden skarp ting, han kunde jage i synet paa den anden . . . Bjelke blev bange, og i skrækken kastede han sig over ham. Bordet veltede og et blækhus knustes, de snublede over bordbenene og rullede omkring i papirer, glasskaar og blæk. Bodsøveren skreg klynkende og hivende og prøvede at hugge tænderne i den andens ansigt.
Nogle dage i forveien havde de hørt et foredrag i forsamlingssalen.
En rødskjegget prædikant, en slags Swedenborgiansk mystiker havde talt om cirkelens kvadratur, et problem, som var løst af Gud egenhændig i en krog af den store pyramide . . . Han havde talt brændende og overbevisende om dette store mirakel, og tilslut havde han ogsaa med rids og streger paa en vægtavle godtgjort, at der i selve pyramidens konstruktion var gjemt en tegnskrift, som rettelig løst røbede Guds planer med verden og hans forjættelse om et tusenaarigt rige . . . Dette foredrag blev paahørt under stor stilhed og opmerksomhed, som det fortjente, men da prædikantens stemme paa et vist punkt brast, lød der etsteds fra skolens bænkerader en kort og kneggende latter, og denne latter forplantede sig . . . De unge mennesker krummede ryggene og stirrede ned i gulvet og pressede hænder og hansker ind i munden . . . men al den indesnørede latter brød frem saa hist saa her i afklippede hikst. Alene Geiranger sad stiv og høitidelig og øgede med sit forstenede alvor munterheden . . . Tilhørerne paa de andre bænke begyndte at blive urolige. Det var jevne
