Smittekilden 215
ikke, som han et øieblik havde trod, af medlidenhed men af hans hjerites retsind. Denne tanke bragte ham til at stanse.
Men i det samme lo han.
– Mit hjertes retsind! tænkte han . . det er da fanden til frase!
Han lagde paa sprang, men da han kom op i korridoren, hændte der noget . . .
Hyblerne stod tomme ved denne tid: alle var paa skolen. Men da han kom forbi numer fire, hørte han derindefra en taktfast, dunkende lyd, som fik ham til at stanse. Han stod stille og lyttede . . .
Jo, det dunkede og det stønnede indimellem. Pludselig holdt det op, og en sterk, klar stemme bad:
«Herre Jesus, vis mig et tegn paa, at du har tilgivet mig denne forfærdelige synd . . .»
Det dunkede igjen.
«et tegn, et mirakel . . . lad mig opdage det, som er skjult for verdens vise, fra verdens grundvold blev lagt . . . Herre Jesus, tilregn mig ikke denne gruelige besmittelse . . . lad mig finde hemmeligheden, som er skjult i det indre af Cheopspyramiden . . . og lad det være mig et tegn.»
Og nu dunkede det af alle livsens kræfter.
Bjelke ækledes over, at han hørte dette. Han gik videre, men lyden forfulgte ham indover korridoren. Han besindede sig og vendte om i løb og gav døren et spark, saa de1 fløi op . . .
Derinde laa en paa gulvet med foldede udstrakte hænder. Han havde banket panden mod gulvplankerne, til den var blaa og bulet. Han saa op med et
