214 Smittekilden
fæ i baasen lagde de sig i de senge, man gav dem, og naar bestyreren i religionstimen opførte saliggjørelsens orden i rubriker paa vægtavlen, tegnede de det hele ned i sine skrivehefter og følte sig rigere paa erkjendelse. Det luede op i ham af modstand. De havde ogsaa sneget sig til hans tidsskrift . . . det skulde ogsaa være en smittekilde.
Men han merkede i sig selv, at hans harme var uegte . . . det var et andet spørgsmaal, han maatte faa svar paa . . .
Han tænkte: Det er mig, som har kaldt ham beskytteren. Fordi jeg bestandig har syntes, han var latterlig. . . . Om en ribbet høne kunde brede vingerne, vilde den ligne ham. . . . Men jeg synes ikke længer, han er latterlig. Han tror paa Gud og beder menneskene om penge til sit livs verk . . . Det er rigtigt. Han bruger pengene til sit livs verk . . . Det er rigtigt. Han har lovet Gud og mennesker, at i den skole, som er hans livs verk, skal livet leves efter Guds lov, og Guds ord læres purt og rent . . . det er ogsaa rigtigt. Menneskene, som har hjulpet ham, stoler paa ham, men alene, alene kan han ikke staa inde for sine løfter. Han maa ha hjælp: af lærerne og af eleverne . . . det er rigtigt. Men da er det mig, som har uret, fordi jeg er her og nyder godt af hans livs verk og ikke hjælper ham, det er mig, som slaar revner i hans livs verk . . .
Han stansede. Han vilde selv gjerne finde en revne i denne slutningsrække, og han fandt ingen. Men han følte som ingensinde tilforn en dyb respekt for Guds ord, og han befandt sig i en from og løftet sindsstemning. Og nu forstod han ogsaa grunden til sin beskjæmmelse deroppe i kontoret; den kom
