Smittekilden 213
vilde meddele skrupler, betragtede han dem med hoverende undren: vilde man ikke tro paa en ting, kunde man jo tvile . . .
Nu faldt paa én gang den tanke ham ind: De andre er kanske bedre? De gjør i alvor, hvad de gjør . . . han huskede Geiranger og aanden, som vilde tilbunds . . . De andre er her med rette, de føier sig ind i det store livs-verk . . . og jeg . . . tænkte han videre, og ordet kom ham i sinde . . . er en smittekilde.
Dette ord hindrede en tidlang løbet af hans forestillinger. Han gjentog det for sig selv, prøvede at vende paa det, men det laa urokkelig og meningsløst.
Hvad var det, som var smittekilde? . . . Deres trods og utaknemlighed, havde pastoren sagt.
Trods?
Ogsaa det ord klang fjernt for ham som navnet paa en gjenstand, han aldrig havde seet . . .
Og utaknemlighed . . .
Siden skolen ikke kunde lønne sig, betalte de alle for lidet . . . Men han havde stillet fordringer.
Han huskede den foirmiddag, han første gang stod i det værelse, som var blevet ham anvist. Det var det største og vendte ud mod gaden, og man gjorde ham opmerksom paa denne gunst. Men han havde seet paa de to fæle senge med gru, var løbet op til bestyreren og havde sagt: jeg lægger mig aldrig i en slig seng . . . jeg vil heller ligge paa gulvet . . . Og uden mange indvendinger havde bestyreren givet efter, og inden aften fik han sin jernseng med blanke messingknotter . . .
Jo, han havde været utaknemlig.
Smittekilde? Men der var ingen, som lod sig smitte. De lod sig tirre til slagsmaal som Ileng . . . men som
