218 Smittekilden
gende officer, en samvittighedsløs lærer er en forbandelse for hele samfundet . . . deres synder gaar i brede bølger udover de brede lag . . .» det knitrede igjen i latteren paa skolens bænkerader . . . «en smittekilde, hvorfra hele folket vil hente aandelige sygdomme: tvil paa retfærdigheden, religiøs ligegyldighed, sløi disciplin, sedeligt forfald . . .»
Prædikanten fortsatte med at tale om betydningen af karakterlivets udvikling hos de unge, og han kom omsider derhen, hvor han vilde: til omtalen af de dunkle drifter, som Gud har nedlagt i menneskene, ikke forat de blindt skal lyde dem, men forat de fra ungdommens aar skal lære at bekjæmpe og beseire dem. Han fortabte sig i mere og mere indgaaende betragtninger over dette emne, og tilslut opfordrede han sine kjære venner og hvilke andre af forsamlingen, der vilde deltage, tll med ham at falde paa knæ og bede den herre Jesus bevare disse unge for ungdommens hemmelige fristelser . . .
Beskytteren gjemte ansigtet i hænderne i stille bøn, prædikanten steg ned af talerstolen og kastede sig paa knæ foran bænkeraderne, tre gamle koner tuslede opover midtgangen og lagde sig paa knæ ved siden af ham . . .
Men prædikanten havde altsaa vundet endnu en sjæl, og med denne sjæl var det Bjelke laa paa gulvet og sloss. Han fik stemt et knæ mod ham og kom over . . . det rallede i den andens hals, og forstanden vendte flygtig tilbage i hans øine . . . de flakked om i angst, han blev slap i armene.
«Ikke fortæl det,»> hviskede han. «Ikke fortæl det!»
«Vil du lade være at bede til Jesus, da?»
«Ja, men ikke fortæl det.»
